Hovedstaden 

Fra Keolis til Keofit

95% af vores medarbejdere er chauffører, som igennem arbejdslivet typisk har siddet alt for meget ned. Vi har haft skæve arbejdstider, som ikke just tilsiger at lave fornuftig mad eller madpakke, når man kommer hjem fra arbejdet. Samtidig har de nemme løsninger ligget lige for, idet pausestedet for en bus, typisk er et trafikknudepunkt, hvor McDonalds, pølsevognen eller 7-Eleven byder sig til med sodavand og fastfood.

Da vi i Keolis gik i gang med tankerne om sundhedscertificering, var vi klar over, at et højt ambitionsniveau med løbeture, fitnesscentre og stramme kostplaner pr. automatik ville sætte vores målgruppe af og kun appellere til dem, som gjorde en masse i forvejen. Ud fra en betragtning om, at det er bedre at gøre noget, end at gøre ingenting satte vi os den målsætning, at hvis vi kunne få folk i gang med at gå en tur, og vi kunne få nogle til at holde op med at ryge, så var vi kommet i gang.

Vi udnævnte 11 sundhedsambassadører, en i hver af vores afdelinger, uddannede dem og byggede en sundhedsorganisation op. Alle afdelinger skulle lave et aktivitetshjul, som i løbet af et år skulle gennemføre 2 x 5 aktiviteter inden for K.R.A.M.S.-området (Kost-Rygning-Alkohol-Motion-Stress). Hvilken type aktiviteter var op til afdelingerne selv, da det, som fungerer godt i Nordjylland ikke nødvendigvis hitter i Storkøbenhavn. Arbejdet skulle dokumenteres.

Idérigdommen har været stor, og sundhedstanken er i dag blevet et samtaleemne. Et sted har man malet en hinkerude på vejen ud til busserne i garagen. Et andet sted har man fejret arbejdspladsens 10 års fødselsdag med lutter sunde sager, hvor det tidligere var wienerbrød. Andre har lavet en vægttabsklub og andre igen har stået i garagens køkken og lavet sund og velsmagende mad til deres kolleger. Det vigtige er, at det er medarbejdernes egne lokale initiativer.

Resultater

Det er for tidligt af tale om målbare resultater, men når vi subjektivt lodder stemningen i vores afdelinger møder vi velvilje over for de tiltag, som laves. Skal man kigge på trends, er tiltaget med at kunne gå DHL-stafetterne nok den mest markante aktivitetsstigning. Et andet markant resultat er, at en af vores chauffører i Skibby netop er blevet kåret som ”Årets Sundhedsambassadør”, og det er vi selvfølgelig rigtigt stolte over.

Keolis

Antal ansatte: 525

Firma adresse: Naverland 20, 2600 Glostrup

Website: www.keolis.dk

BurgerClose
Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.