IIH Nordic

I 2017 indførte IIH Nordic en 4-dages arbejdsuge på 30 timer – uden nedgang i løn.

Øget mental sundhed med 4-dages arbejdsuge

I 2017 indførte IIH Nordic en 4-dages arbejdsuge på 30 timer – uden lønnedgang. Initiativet udsprang af et ønske om at gøre op med tidspres, stressede medarbejdere og en hverdag, hvor headhuntere konstant bankede på døren. Vi troede på, at medarbejdere, der fik mere tid til familie og fritid, ville være gladere, mere motiverede og dermed mere engagerede i deres arbejde.

Overgangen til en 4-dages arbejdsuge skete gradvist. I det første år brugte alle medarbejdere én dag om måneden på at innovere og optimere interne arbejdsprocesser. Målet var at finde løsninger på de mest presserende udfordringer i hverdagen, identificere tidsrøvere og optimere eller automatisere de opgaver, der kunne gøres smartere. Denne fælles indsats lagde fundamentet for, at vi i februar 2017 kunne lancere 4-dages arbejdsugen.

Processen illustrerer tydeligt, at medarbejderne selv har formet vejen mod den kortere arbejdsuge. Hos IIH Nordic er det vores klare overbevisning, at når medarbejdere selv finder løsninger på deres udfordringer, skaber det både bedre og mere meningsfulde resultater – fordi det netop er dem, der mærker problemerne i hverdagen.

For at understøtte højt energiniveau og lavt stressniveau i en 4-dages arbejdsuge har vi blandt andet indført:

  • Sund og nærende frokostordning
  • Sunde snacks hver eftermiddag (fx gulerødder, nødder, frugt)
  • Sociale arrangementer, der styrker fællesskabet (Thanksgiving, torsdagsbar, julefrokost, sommerfest, IIH Socials)
  • Walk & Talks på Amager Fælled i stedet for traditionelle medarbejdersamtaler
  • Frivillig firmatræning onsdag morgen
  • Yogasessioner
Kategori: IT, Kontor
Region: Syddanmark
Antal ansatte: 45

Baggrund

Effekten

Overgangen til en 4-dages arbejdsuge har resulteret i rekordlavt stressniveau blandt medarbejderne. Vi har set en samlet forbedring på 70 % inden for stress, sundhed og energiniveau.

Siden 2015 har vi brugt et værktøj til løbende at måle medarbejdertilfredshed og trivsel gennem anonyme tilfredshedsundersøgelser. Værktøjet udregner bl.a. en wellness-score baseret på data om energiniveau, personlig sundhed og stress.

Siden vi begyndte at måle på den overordnede trivsel, er vores wellness-score steget med over 70 %, og alle parametre har udviklet sig positivt – særligt efter introduktionen af 4-dages arbejdsugen.

Som bureau er november og december traditionelt nogle af årets mest travle måneder, hvor vi skal være ekstra opmærksomme på stress og arbejdsbelastning. Alligevel var vi i slutningen af 2016 hele 21 % mindre stressede end året før – og i slutningen af 2017 var stressniveauet reduceret med hele 50 % i forhold til 2015.

Alt i alt har vores 4-dages arbejdsuge ikke blot givet medarbejderne mere frihed, men også øget deres livskvalitet og virksomhedens generelle trivsel.