STEM PÅ DETTE SUNDE INITIATIV

Hovedstaden

Øget mental sundhed med 4-dages arbejdsuge

I 2017 indførte IIH Nordic en 4-dages arbejdsuge på 30 timer – uden nedgang i løn.

I 2015 besluttede vi, at vi ville gøre op med ræset mod tiden, de blodsprængte øjne hos vores medarbejdere og headhunterne der bankede på døren. Vi var nemlig sikre på, at hvis vores medarbejdere havde mere tid til deres fritidsinteresser og deres familie, ville de også være gladere og mere motiverede på arbejdet.

Overgangen til 4-dages arbejdsuge skete ikke fra den ene dag til den anden. Det første år brugte alle medarbejderne en dag om måneden på at innovere og optimere interne arbejdsprocesser og finde løsninger på de udfordringer, som IIH Nordic mødte i hverdagen. Vi identificerede de værste tidsrøvere og havde fokus på de processer og arbejdsopgaver, der kunne optimeres eller automatiseres. Denne proces med at optimere vores arbejdsgange ledte til, at IIH Nordic kunne lancere 4-dages arbejdsuge fra februar 2017.

Historien illustrerer, at medarbejderne selv har formet vejen imod 4-dages arbejdsuge og selv har været med til at finde løsninger på vores udfordringer. Det er IIH Nordics klare forståelse, at hvis medarbejdere selv finder løsninger på deres problemer, vil den løsning være den mest effektive, og det vil give mest mening i deres hverdag, eftersom det er dem der møder problemerne.

For at holde energiniveauet oppe og stressniveauet nede i en 4-dages arbejdsuge har vi bl.a. indført følgende:
– Sund og nærende frokostordning
– Sunde snacks (skårne gulerødder, nødder, frugt) hver eftermiddag
– Sociale arrangementer for at styrke sammenhold (Thanksgiving, Torsdagsbar, Julefrokost, Sommerfest, IIH Socials)
– Walk & Talks på Amagerfælled i stedet for medarbejdersamtaler i et mødelokale
– Frivillig firmatræning onsdag morgen
– Yogasessions

Effekten

4 dage arbejdsuge har ført til rekordlavt stressniveau hos medarbejderne.
Vi har set 70% forbedringer i forhold til stress, sundhed og energiniveau.
I 2015 begyndte vi hos IIH Nordic at bruge et værktøj til at måle medarbejdertilfredshed og trivsel med udgangspunkt i løbende, anonyme tilfredhedsmålinger. Ud fra disse data udregner værktøjet blandt andet en wellness-score, der indeholder anonymiseret data for alle ansattes trivsel, herunder med fokus på energiniveau, personlig sundhed og stress.
Siden vi begyndte at måle på den overordnede medarbejdertrivsel, er vores wellness-score steget med over 70 %, og vi har set forbedringer på alle parametre. Udviklingen har særligt taget fart siden introduktionen af vores 4-dages arbejdsuge.
Som bureau er november og december altid nogle af vores mest travle og hektiske måneder. Slutningen af året er derfor også der, hvor vi skal være særligt opmærksomme på stress og den enkelte medarbejders arbejdsbyrde.
I forhold til slutningen af 2015 var vi i slutningen af 2016 21 % mindre stressede og i slutningen af 2017 hele 50 % mindre stressede.
Alt i alt har vores 4-dages arbejdsuge ikke blot givet vores medarbejdere mere frihed, det har også øget deres livskvalitet og det generelle trivselsniveau i virksomheden.

IIH Nordic

Antal ansatte: 45

Firma adresse: Artellerivej 86

Website: www.iihnordic.dk