Initiativ fra 2024
Kurhotel Skodsborg bygger på en lang tradition for nordisk sundhed, hvor lys, luft, vand, bevægelse, hvile og kost har været centrale principper siden læge Carl Ottosen grundlagde stedet i 1898. Vores moderne sundhedsindsats tager afsæt i de samme værdier – både for gæster og for medarbejdere. Derfor arbejder vi løbende med en række initiativer, som giver vores medarbejdere mulighed for at være aktive, trives og få mere energi i hverdagen.
Vi har etableret et sundhedsudvalg med repræsentanter fra alle afdelinger, der koordinerer og udvikler vores sundhedstiltag. Et af de mest populære tiltag er den ugentlige medarbejdertræning, hvor kolleger kan deltage i alt fra crossfit og yoga til reformertræning og løb. Holdene ligger i arbejdstiden og ledes af kvalificerede instruktører – herunder profiler som Thomas Rode – så kvaliteten altid er høj, og flest muligt kan være med.
Hver måned arrangerer vi fælles gåture i Dyrehaven, som giver medarbejderne mulighed for at koble fra, få frisk luft og styrke relationer på tværs. Derudover har vi vores populære fredagsjuicebar med hjemmelavede juicer, der giver et sundt energiboost inden weekenden.
Alle medarbejdere kan desuden få medlemskab til vores spa- og fitnessunivers til en fordelagtig pris. Det giver adgang til over 120 ugentlige træningshold og en spaafdeling med 16 forskellige badeoplevelser, som mange bruger til restitution og mental afkobling. Året igennem afholder vi også sociale arrangementer som julebanko, sommerfest og morgenmad i afdelingerne, som er med til at styrke relationerne og skabe naturlige pauser med plads til hygge.
Vi opfordrer også til deltagelse i lokale motionsløb og andre aktiviteter – blandt andet PFA Harbour Run – og arrangerer fælles tilmeldinger, så alle kan være med, uanset niveau.