Initiativ fra 2023
Plantorama er Danmarks største have- og dyrecenterkæde med 14 centre fordelt over hele landet. Vores mission er at skabe En Oase af Liv – både for vores gæster og for vores medarbejdere. Medarbejderne er vores vigtigste ressource, og derfor arbejder vi målrettet på at styrke deres trivsel og skabe en arbejdsplads, hvor sundhed, udvikling og fællesskab går hånd i hånd.
I år har vi iværksat initiativet Stærk krop og sundt arbejdsliv, som er en central del af vores sundhedsprogram. Initiativet giver medarbejderne en unik mulighed for at forbedre deres sundhed gennem et længerevarende, individuelt forløb. Ideen opstod, efter at individuelle sundhedstjek viste, at mange medarbejdere døjede med smerter, spændinger og småskavanker. Vi ønskede derfor at tilbyde et forløb, der ikke blot løser akutte udfordringer, men hjælper medarbejderne med at ændre vaner og forstå, hvad der giver et sundere arbejdsliv.
Forløbet er udviklet i samarbejde med Vicorda og skræddersyes til den enkelte medarbejder. Det strækker sig over seks måneder og indeholder fem konsultationer med en sundhedskonsulent. Her arbejder medarbejderen med at sætte realistiske sundhedsmål, få professionel vejledning og følge deres egen udvikling over tid. Fokus er især på at reducere smerter i bevægeapparatet, forebygge nedslidning og håndtere konsekvenserne af stillesiddende eller fysisk krævende jobfunktioner.
Parallelt med de individuelle forløb har vi sundhed aktivt på dagsordenen hele året gennem vores sundhedsårshjul. Her skaber vi engagement og aktivitet på tværs af centrene med initiativer som skridttællerkonkurrencer, cykeludfordringer, DHL, førstehjælpskurser og sæsonbestemte aktiviteter. Vi lægger vægt på, at tilbuddene rammer bredt, så alle – uanset alder, funktion og fysisk udgangspunkt – kan være med.
For at motivere deltagelse arbejder vi ofte med både individuelle og holdbaserede konkurrencer. Medarbejdere kan eksempelvis konkurrere om flest skridt i en måned, og de enkelte centre konkurrerer mod hinanden om høj deltagelse. Det skaber både energi, fællesskab og sund konkurrencekultur.
En vigtig drivkraft i alle sundhedsinitiativerne er vores sundhedsambassadører i centrene. De spiller en afgørende rolle i at engagere kollegerne, lokalt tilpasse aktiviteterne og skabe nærhed i de store, fælles initiativer. Ambassadørerne er med til at gøre sundhed konkret, hverdagsnært og inkluderende – og mange af dem bidrager endda med egne, lokale ideer og tiltag.