Walk-and-Talk
Hos SEB Pension har vi de seneste år været igennem en længere performancerejse med fokus på at sikre alle medarbejdere en sundere og bedre dag. Vores rejse har resulteret i en lang række sundhedsinitiativer, såsom sund kantine, pausegymnastik, mindfulness, fokus på at tage trappen, kampagne om søvn, feedback-kampagner og meget mere. Det har gjort det svært at udpege, hvilket initiativ der bedst kunne repræsentere SEB Pension. Derfor spurgte vi medarbejderne, hvilket initiativ, de følte havde bidraget mest til deres sundhed.
Gående møder – eller ”Walk-and-Talk” som vi kalder det – blev det vindende initiativ. En Walk-and-Talk indebærer at holde sit møde gående udenfor, og det giver dermed motion og frisk luft i en ellers travl hverdag. Vi har opfordret til gående møder ved at have tilgængelige ruter af forskellige længder både i vores tekøkkener samt på intranettet. Ruterne bliver løbende opdateret i forhold til sæson, hvilket holder engagementet oppe hele året.
Når et gående møde er afsluttet, registreres det med klistermærker på plakater i fællesområderne, som synliggør, hvor langt vi har gået og opfordrer andre til også at tage deres møde med udenfor. Vi har også lagt et udvalg af vores gå-ruter på bedredag.dk, så andre også kan prøve gående møder.
Effekten
Plakaterne har tydeliggjort, at rigtigt mange i SEB Pension er blevet gode til at holde gående møder.
Gående møder har ikke kun bidraget til vores fysiske sundhed, men også styrket den mentale sundhed i SEB Pension.
Forskning har vist, at fysisk aktivitet gør os i stand til at tænke bedre samt gør os mere kreative og læringsparate. Dette har vi mærket som tydelige effekter af de gående møder, og da det er en nem, sjov og billig måde at få en sundere hverdag, opfordrer vi andre til at gøre det samme. Det var i hvert fald tydeligt blandt vores medarbejdere, at Walk-and-Talk har gjort en forskel for deres sundhed.
SEB Pension
Antal ansatte: 304
Firma adresse: Bernstorffsgade 50, 1577 København V
Region: Hovedstaden
Website: www.sebpension.dk