STEM PÅ DETTE SUNDE INITIATIV

Danfoss Power Electronics A/S

Trivselskampagne

Efter input fra organisation om at trivslen var under pres, satte vi os i starten af 2017 sammen i AMU og skitserede en definition af mål og succes kriterier for Trivselsfremme. Disse udmøntede sig i et ønske om en kampagne, som skulle have fokus på at engagere organisationen i at finde input til hvordan vi kunne øge trivsel, forebygge stress og fremme det gode arbejdsmiljø.

For at få input til den bedste løsning på disse spørgsmål, valgte vi at involvere et bredt udsnit af kolleger fra hele organisationen. Disse gik derpå igang med gruppevis at arbejde intenst med at levere forslag til aktiviteter til Trivselskampagnen.
Disse forslag drøftede vi i fællesskab, og efter en sortering blev initiativer valgt og sat på Kampagneplanen. Tiltagene er bl.a. uddannelse af et korps af interne trivselsmentorer, foredrag om redskaber til at håndtere stress, elastik-gymnastik, plakat-kampagner med gode råd til trivselsfremme m.v.. Kampagnen strækker sig som udgangspunkt indtil ultimo 2018.
Et særligt initiativ i kampagneplanen er at støtte vores medarbejdere i at navigere i en travl hverdag, hvor forandringer og mange opgaver stiller store krav til prioriteringer – både jobmæssigt og privat. Prioriteringer der kan synes vanskelige og ofte kræver mentalt overskud.

Vi har således etableret et pilot projekt samarbejde med en ekstern specialist indenfor trivselsfremme – Family Support. Family Support kan tilbyde vores medarbejdere et professionelt, individuelt forebyggende trivsels-koncept, der giver medarbejderen overblik, viden og redskaber til en fortsat trivsel. Det foregår primært ved samtaler med en professionel fagperson (psykoterapeut) som hjælper med at afdække de elementer der øver indflydelse på vores individuelle trivsel. Tilbuddet er frivilligt og anonymt for vores medarbejdere at gøre brug af.

Effekten

Godt 270 medarbejdere har indtil videre taget imod at lave et frivilligt trivselstjek. Heraf har ca. 40 af dem taget imod tilbuddet om et forløb med Family Support.
Devisen er hjælp til selvhjælp. Rettidig omhu, problemerne er nemmere at løse – jo før de kommer for dagen. Grundpillerne er frivillighed og anonymitet. Medarbejderne, der vælger at få støtte, er alene kendt af Family Support, og man afgør selv som medarbejder, hvor mange af de tilbudte samtaler, man ønsker at sige ja tak til.
Flere ansatte har anonymt givet deres vurdering af udbyttet som er overvejende positivt. En kvindelig medarbejder siger:
”Jeg har taget online tjek nogle gange – første gang var der ikke noget galt – men næste gang var der et par områder, jeg havde brug for hjælp til at få løst på det personlige plan. Udbytte har været fint – jeg kan mærke, at jeg ikke mere bruger energi på at tænke, tænke og tænke. Nu har jeg fået det italesat og hjælp til at få det løst. Det har frigivet energi – også på jobbet.
Lone Blume fra Family Support, udtaler ”Der er ingen tvivl om, at mange af dem, der har kontaktet os, ville være gået direkte mod en sygemelding, hvis vi ikke var stoppet op og havde iværksat en indsats”.
Netop det forebyggende i tiltagene er vigtige for os i vores trivselskampagne, og kan man bare forebygge to langtidssygemeldinger, så holder vores business-case.
Vi kan ikke ændre på det grundvilkår, at hverdagen for mange er travl og byder på mangfoldige udfordringer. Men vi håber med de samlede Trivselskampagne aktiviteter at give vores medarbejdere personlige værktøjer til at navigere – så de fortsat trives og forbliver en god aktør på egen situation – også når hverdagen udfordrer.

Danfoss Power Electronics A/S

Antal ansatte: 1000

Firma adresse: Ulsnæs 1, 6300 Graasten

Region: Syddanmark

Website: www.danfoss.com/drives