STEM PÅ DETTE SUNDE INITIATIV

Sjælland

Jumping Fitness - i Center for Handicap

I Center for Handicap i Lolland Kommune har vi siden 2017 arbejdet med en helhjertet sundhedsindsats, der skal øge sundheden og trivslen hos både borgere og personale. Det er vigtigt at de tiltag, vi starter op, udspringer af idéer og ønsker, der kommer fra medarbejderne og borgerne selv, så vi får skabt medvind og medejerskab for indsatsen.

En af vores engagerede sundhedsambassadører, havde prøvet Jumping Fitness i den lokale idrætsforening og tænkte at det kunne være en god motionsform som personale og borgere kunne få stor fornøjelse af at dyrke sammen og hver for sig. Det var vi simpelthen nød til at prøve af.

Arbejdspladsernes motionsdag var en super god lejlighed, hvor 190 personer, både personale og borgere havde tilmeldt sig. Vi tog kontakt til den lokale idrætsforening, fik lov til at leje 25 Trampoliner og en dygtig instruktør. Arrangementet blev en kæmpe succes, de 25 trampoliner var konstant i brug og skabte stor glæde hos de hoppende deltagere og mange tilskuere.

Vi kunne på egen krop mærke hvordan Jumping Fitness er god til at styrke balanceevnen, konditionen og musklerne, samtidig med at det er vildt sjovt. Næsten alle kan deltage, uanset handicap og fysisk form.

Efterspørgslen efter mere Jumping Fitness var massiv. Vi valgte derfor at købe et instruktørkursus hjem i eget regi. I januar 2018 har 10 frivillige kollegaer gennemgået uddannelsen til instruktør og er blevet certificeret gennem ”Jumping Fitness Danmark”. Det var to gode dage i træningstøjet, hvor der blev øvet i mange timer hver dag og sveden dryppede i takt til musikken.

Der er blevet indkøbt et godt parti af de specielle trampoliner, med styr, som er blevet fordelt rundt på vores forskellige lokaliteter i Nakskov, Maribo, Hunseby og Fuglse. Trampolinerne bliver brugt i vores, døgnboliger og dagcentre sammen med borgerne.

Instruktørerne har selv startet flere faste medarbejder hold op om ugen, så alle har mulighed for at møde op og når det passer ind i hverdagen. Det er en fantastisk sjov og god måde at få motion på, men det bedste er det styrkede fællesskab vi oplever på tværs af hele centret.

Effekten

Effekten er at vi alle kommer i bedre fysisk form, men det bedste er det styrkede fællesskab vi oplever på tværs af hele centret.

Lolland Kommune, Center for Handicap

Antal ansatte: 240

Firma adresse: Nørrevold 1A, 4900 Nakskov

Website: ingen offentlig tilgængelig